Unge

Den sidste chance

Der var engang en lille dreng, som overhovedet ikke var som alle andre drenge på samme alder. Denne dreng havde mistet alt, hvad en dreng skal have på en alder af kun 3 år… Ved godt, at måske nogle vil sige til sig selv ”Hvad ved sådan en lille dreng om at miste noget??”.
 Hvad var det så, denne dreng havde mistet… jo det skal jeg fortælle jer med stor glæde. For jeg er den dag i dag en dreng/mand, som ved hvad det ville sige og tør og stå frem og skive om det.

For godt 27 år siden mistede jeg det værste man kunne forstille sig i denne alder … ens Far og mor er der pludselig ikke mere!!
 Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvad der skete den gang.
 Men efter skilsmissen blev jeg anbragt på børnehjem og herfra gik det så ad-h til. Mit barneliv har været ind og ud af alverdens opholdssteder samt utrolig mange folkeskoler osv. Her har jeg altid fået at vide, at jeg ikke kunne bruges til noget!! Hvis jeg da ikke snart tog mig sammen oppe i hovedet!

Er blevet 15 år. Har fået oplyst at jeg evt. skulle til et opholdssted i Hundested… Hundested jeg skal sgu’ ik’ til noget Hundested!
Mente jeg da selv!.
Havde intet valg, da det var min sidste udvej for at komme ud af den onde cirkel, som jeg nu var i og det vidste jeg udmærket godt dybt inde i mig selv!..

Opholdsstedet hed Home. Her skulle jeg mødes med Jorun og de andre.
 Jeg husker mødet som var det i går… Husker vejen til Home… En tåre gled ned ad min kind i et split sekund fra min ellers meget hårde personlighed. Det var gået op for mig at jeg havde svigtet mine nære medmennesker og jeg var ikke særlig rar at være sammen med.
 Jorun tog imod mig som var jeg hendes egen. Jeg blev rørt, for sådan var der ikke nogle der havde taget imod mig før. Det var som om jeg bare lige sådan havde fået en ny mor med stort M. På den måde har Home betydet alt for mig.
 Efter kort tid startede jeg som arbejdsdreng, hvor jeg siden fik en læreplads som maskinarbejder som jeg gennemførte godt. Desuden fandt jeg også min første kærlighed! Ja alt var som en god drøm og alting så meget lysere ud. 
At være i Home har betydet at jeg kunne se en god slutning på den sidste udvej. En udvej som var den bedste for mig. Den eneste!!. 
Jorun har betydet rigtig meget for mig! Også den dag i dag. Hun er som en Mor og det vil hun altid være for mig!!!
 Der er mange, der takker gud osv.
 Jeg har kun et stort tak til Jorun og Home, som har lagt vildt meget arbejde i at få et godt menneske ud af ingenting!!
Er i dag meget rørt og dybt taknemlig for at have været i Home, som var min sidste udvej.
Tak fordi i var der for mig og stadigvæk er der!…

Home sweet home

Når jeg tænker tilbage på hvad der har været godt ved at bo på Home, er der specielt en faktor, der overordnet har været central og essentiel for mig. Det, at jeg har følt mig elsket og betydningsfuld for de mennesker, der omgav mig, tror jeg, har haft en enorm stor betydning for mig nu og dengang. Jeg oplevede, at ”de voksne” på Home udviste et stort engagement og en stor personlighed i arbejdet med os(de unge). Jeg kunne på en eller anden måde mærke, at jeg ikke bare var en i mængden, et opgave der skulle løses og sendes videre. Mit forhold til de voksne blev med tiden af personlig karakter. Det er måske netop pga. dette, at jeg aldrig har følt mig som et ”institutionsbarn”. Home var min anden familie. Jeg skulle ikke tage hjem til mine forældre hver weekend fordi ”de voksne” skulle have fri. Home var mit hjem og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved det. Nok var mit hjem ikke som alle andres. På trods af dette og den sorg der følger med ikke at føle sig helt ”normal”, mener jeg at have haft nogle betydelige fordele.

Jeg har i mine år på Home været omgivet af voksne der forstod, eller i det mindste prøvede at forstå. Voksne der ikke bare lyttede til mig, men som også selv havde lyst til at dele deres tanker, livs- kriser og betingelser med mig. Jeg kunne også bruges til noget og jeg oplevede ikke et kæmpe skel mellem ung og voksen – måske fordi de ikke fremstod som fejlfri og højtidelige pædagoger. Der var ikke så mange tys tys møder og kardex skrivning, som jeg ikke blev indviet i. De voksne der arbejdede på Home, kom der i deres fritid, og jeg følte helt klart at de kunne lide at være på arbejde. De kunne lide at være sammen med de unge. Der hang ikke en stor vagtplan på væggen – faktisk har jeg sjældent hørt ordet ”vagt” blive nævnt.

Der var selvfølgelig hus regler der skulle overholdes som madlavning, rengøring, vask og faste hjemkomsttidspunkter mv. Jeg synes dog, når jeg tænker tilbage, at der var en stor rummelighed i regelsætningen. Reglerne var ikke ubegrundede og der kunne gælde forskellige regler for os unge, hvilket førte til en gradvis selvstændiggørelse af den enkelte.

Home var et sted, hvor mange forskellige mennesker kom og gik. Der var altid plads til venner hvis de skulle have mad med og vi brugte tit musikrummet til fester med klassen og venner. Åbenheden var en naturlig del af Home og har været med til at skabe et hyggeligt hjem med plads alle. Man kunne grine og have det sjovt sammen og man kunne græde og være alvorlige.

På alle disse måder kom Home, på trods af betegnelsen ”opholdssted”, ikke til at fremstå som en institution. Kærligheden, rummeligheden, personligheden og åbenheden har været med til at skabe et hjem for mig, som jeg stadig i dag betragter som mit andet barndomshjem. Og det, i sig selv, siger da meget om kvaliteten af de ovenstående værdier.

Den gyldne tunnel

For at kende min historie, skal man gå 8 år tilbage i tiden. Tilbage til en tid med uvidenhed om lykke. Tilbage til en tid hvor jeg ikke vidste hvad kærlighed og omsorg er. Tilbage til en tid, til begyndelsen til noget helt vidunderligt.

Da jeg var 14 år, fik jeg af vide at mit daværende opholdsted ville lukke. Den næste information var, at mit nye postnummer ville blive 3390 Hundested. Allerede der vidste jeg at de følgende år ville blive anderledes. Jeg vidste ikke hvordan, men jeg glædede mig. En ting jeg husker tydeligt er, at jeg fik en kalender hvor jeg hurtigt satte en cirkel omkring 3390 Hundested. (I kalendere står der ofte en masse postnumre på de sidste sider).

Det var noget nyt som skulle ske og jeg ventede spændt. Det skal nævnes at jeg på det tidspunkt, boede på et opholdsted hvor de voksne ikke vidste hvordan man skulle hjælpe de unge. Det var jeg uvidende om på det tidspunkt, jeg havde jo endnu ikke prøvet andet.

Datoen kom hvor jeg skulle flytte. Jeg tog imod Morten med åbne arme og vidste at lige meget hvad der ville ske derefter, så ville det blive bedre end hvad jeg var vant til. Jeg kan huske at vi alle sad samlet ved spisebordet og drak kaffe med Kirsten og Olav. (Mine daværende plejeforældre). Kirsten kiggede flere gange skiftevis på Morten og så på mig, gav mig et blik som sagde, han er mærkværdig men nu skal du altså afsted med ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile indvendig, synes bare det var dejligt jeg skulle væk derfra. Vi pakkede bilen og sagde farvel. Kirsten kiggede på mig som om det var det værste der var hændt mig, at jeg skulle flytte derfra. Men hun vidste ikke bedre. Vi kørte derfra og jeg så ikke tilbage en eneste gang. Følelsen af lettelse og glæde voksede og jeg tror det er den bedste køretur jeg nogensinde har haft.

De første uger, ja måneder, var helt fantastiske. Jeg befandt mig i den 7. himmel og jeg tror aldrig jeg har følt sådan en stor følelse af lettelse og glæde før. Jeg var jo fri. Fri til at finde ud af hvem jeg var. Jeg måtte en masse ting som jeg ikke var vant til, bl.a. så noget som at spise og drikke når jeg ville og hvad jeg ville og jeg måtte have kontakt til familie og veninder. Jeg var lykkelig. Hver dag fløj af sted og jeg nød det simpelthen så meget.

Nu 8 år efter, bor jeg i Valby i min egen lejlighed, har god kontakt med min familie og mine veninder. Jeg er blevet bevidst om hvad lykke og ulykke er og ikke mindst bevidst om hvem der har hjulpet mig dertil hvor jeg er nu. Jeg er så taknemmelig for det ”Home” har gjort for mig og jeg ville ønske at enhver ung som har det svært, ville få muligheden for at komme dertil. Mine 5 år i ”Home”, har nok været de mest fantastiske og givende år i mit liv. Jeg har lært så meget og det er jeg så taknemmelig for.

Til slut vil jeg blot sige en tak til de voksne, som har hjulpet mig i tykt og tyndt. I har hjulpet mig så godt på vej og jeg tør ikke tænke på hvor jeg ville havde været uden jer. I er alle fantastiske og jeg elsker jer alle så langt ind i mit hjerte. Tak fordi jeg måtte fortælle min historie.

Hvad har jeg lært?

Det første lærerige ”irritationsmoment” jeg umiddelbart forbinder med mit ophold, er begrebet ”ansvarlighed”. Et begreb som jeg ikke havde mødt før min anbringelse.

Af selve opholdet, mener jeg, at jeg har lært, at tage vare på mit eget liv. Hvordan jeg bedst muligt takler pressede situationer.

Jeg har lært at tænke over og fortælle om, mine egne holdninger.

Jeg kan igen høre min samvittighed, som jeg ellers har haft ignoreret bevidst i årevis. Denne samvittighed er på en eller anden måde med til at forme min hverdag. Det er ikke længere så vigtigt hvad andre synes, men hvad min samvittighed siger mig.

Efter adskillige ”gok i nøden”, har jeg også lært almen pli og opførsel, som for eksempel hvordan man opfører sig til bords.

På Home blev jeg mødt af en masse forskellige mennesker, som på hver deres måde ønskede mig velkommen. De ansatte var ikke, som andre steder kolde og upersonlige, men meget åbne og varme mennesker af kød og blod.

Jeg føler mig nu ansvarlig for min persons handlinger.

Efter fem år på Home, er jeg en fri fugl med en organiseret rygsæk.

Home - Et hjem!

Home blev hurtigt mit hjem og faste holdepunkt, Home vil være noget jeg tænker tilbage på med glæde, savn og kærlighed.

Jeg har altid følt mig velkommen og holdt af da jeg igennem 6 år boede der. De skønne mennesker som arbejder i Home gør noget virkelig fantastisk og stort. Jeg har altid følt at det var meget mere end et arbejde for personalet og det betyder alverden når man som jeg blandt andet ikke kunne bo hos mine egne forældre.

De skaber et realistisk billede af hvad en familie er og viser stor medmenneskelighed og forståelse.

Mine Grundsten er bygget i Home med hjælp, kærlighed og omsort fra nogen dygtige og kærlige “voksne” har jeg i dag et fuldstændig normalt liv med job, uddannelse, kæreste og så videre.

Home er en gave til de unge der bor der.

Jeg har kæmpe respekt for medarbejderne og for deres vilje til at gøre en forskel.

Mit valg

Jeg har boet i Home i ca 7 år, og har lært rigtig mange nye mennesker at kende og snakker stadig med nogle af dem, den dag i dag. 
Der er et rigtig godt sammenhold iblandt de unge og personalet.
 Vi respekterer hinanden, og hjælper hinanden så godt vi kan. Både personale og de unge.
 Jeg er blevet hjulpet meget gennem svære perioder med familien derhjemme og med evt andre kriser. Og det har dermed givet mig et bedre forhold til min familie.
 I Home føler man at det bliver til ens egen familie. Fordi personerne tager så godt imod én og er så imødekommende som de er.
 Har selv udviklet mig drastisk, i den periode jeg har boet i Home og har set andre gå samme vej.
 For mig, er det helt klart det rigtige valg, at jeg flyttede ind i Home.

Guld

Det var en ‘lille’ pige på kun 13 år der havde pakket bilen og var på vej til endnu et sted, et sted som havde fået til opgave at få styr på en meget ødelagt pige, en pige som i 2 år havde været inde i det sociale system og som havde været igennem en allerede meget lang og umulig rejse, så for hende var Home blot endnu et midlertidigt sted, for hun vidste jo inderst inde godt at der jo ingen var som kunne holde hende ud og hun skulle nok sørge for at dette blev aktuelt for der var ingen grund til at nogen skulle begynde at holde af hende, så den hårde pige fik Home at se fra start for dér var der jo kun fucking wannabe pædagoger der ville forsøge at fortælle hende at de godt vidste hvordan hun havde det, for det var det eneste hun indtil videre var blevet mødt af.

Værelset blev ødelagt med det samme og sådan fortsatte det i maaaange måneder……… Men de der fucking wannabe pædagoger holdte sgu ud og ud og ud…. Og den lille pige begyndte så småt at føle at hun alligevel betød noget. Men til tider blev det også for meget for de voksne og den lille pige blev sendt på tænke pause, en pause hvor hun fik besked på at tænke over hvad hun ville med sit liv og om det var i Home hun ville bo. Den lille pige valgte at fortsætte livet i Home og det blev vendepunktet i hendes liv. 
Hun begyndte at åbne op istedet for at smadre alle sine ting og hun begyndte at tage stilling til hvad hun egentlig ville med sit liv, en ting var hun sikker på, hun ville ALDRIG ende som sin far… 
Mange ting skete de efterfølgende år, den lille pige fandt en måde at komme af med sin vrede på, dette var ved at gå til fodbold og dette blev støttet af de voksne i home som meget hurtigt fik stablet fællesture til parken, for holdet var FCK. Det var også til fodbold den lille pige fandt sit livs kærlighed og han blev taget imod med åbne arme, han var nu en del af Home familien. 
Den lille pige voksede sig til en voksen og moden kvinde, med viljestyrke til at klarer ting som ellers havde set helt umuligt ud… Hun færdiggjorde folkeskolen, startede på gymnasiet og fik en studenter hue. 
Tro det eller ej, men i dag læser den lille pige til pædagog i håb om at kunne sætte sit spor på det sociale område. 
Jeg vil gerne takke alle de voksne i Home uden jer havde jeg ikke fået alle de successer i mit liv, jeres tro på at jeg nok skulle klare alting til u.g har smittet og givet mig en tro på at selvfølgelig kan jeg det. 
Jeg vil sig tak for at i valgte at tage mig ind i Home og at i troede på at der nok var noget godt inde bagi trods alle havde advaret jer.. I gjorde det umulige, og det er et kæmpe skulderklap til jer, i har gjort det fantastisk.. 
I vil altid være min familie og jeg nyder altid at komme hjem på besøg. 
Jeg ser utrolig meget op til jer som privat og ikke mindst fagpersoner og jeg beundre meget den måde i arbejder på – i er helt specielle. 
I betyder alverden og vil altid være min familie.

Påskeægget

Der var engang en lille pige på blot tretten år. Den lille pige var ikke helt som andre piger på samme alder, for hun var en pige med et lille hoved fuld af tanker. Bekymringer og spekulationer var dagsorden i den lille piges hverdag. Angst og frygt hed den lille piges legekammerater, og sammen med dem tilbragte den lille pige mange timer. Det gode ved dem var at de altid ville lege, men dog synes den lille pige at de var al for tit på besøg. Ofte bad hun dem om at gå, men lige meget nyttede det for var jo altid en grund til at være der, sagde de. De havde lært den lille pige at lege. ” Hvem vil passe på mig? ” hed legen.

Den lille pige, ja… det er jo mig. Selvom det er så svært at skrive, er det jo sandt. Nu er jeg ikke så lille længere, kun en gang i mellem. I dag er jeg 26 år og har min egen familie. Angst og frygt må ikke lege med min datter har jeg bestemt, og i dag leger vi heller ikke længere, for nu er det mig der styrer legen ! Dette er hidtil en af de sværeste opgaver jeg er blevet stillet overfor, men jeg ved at denne historie må fortælles, for mit tilfælde er ikke enestående. Hvis bare halvdelen af de unge der i dag er anbragt er så heldige, at blive støttet som jeg blev, ville der være mange som kan skrive en god historie. Benny Andersen sagde engang at mennesket består af 90% vand, så i virkeligheden er vi kun bølger med arme og ben. Med disse ord fastslår jeg at jeg kun er et menneske, en historie, et navn, et nummer ligesom resten af verden. Må alle som læser dette føle, mærke, forstå og give videre.

Jeg glemmer aldrig mit første møde med Home.

De første 12 år af mit liv tilbragte jeg i mit hjem med min mor og far. Allerede fra jeg var helt lille blev min far syg, og min mor måtte derfor overtage de forretninger som min far havde bygget op. Da jeg var 8 år dør min far af hjertestop. Jeg fandt ham selv. Han lå i sin seng, og da jeg ville vække ham var han helt slap. Det blev mit første møde med døden. Jeg husker ham ikke så godt, men jeg besøger hans gravsted i Espergærde. Jeg ved han var en respekteret mand i sin omgangskreds, og den tanke prøver jeg at holde fast i. I min barndom var han en farlig mand, og ofte flygtede vi fra hans raseri, lige indtil han bad min mor om forsoning, og så startede det hele forfra. Jeg husker tydeligt min rolle som mægler, først sang jeg for den ene og dernæst for den anden, når de sad i hver deres ende og skændes. De ville bare aldrig høre. Således gik meget af min såkaldte barndom, og selvom jeg skreg om hjælp, var der ingen der lyttede, for alle der prøvede, fejede mine forældre af vejen. Disse følelser kan ikke beskrives med ord. Det var som at bo i et hus med spejle udenfor og vinduer indenfor. Jeg kunne stå og kigge ud på verden, men ingen kiggede ind på mig. I skrivende stund forundres jeg over hvor ondt det gør, at fortælle denne historie. Hjælp mig til at jeg må blive forstået.
Efter min fars død tilspidses konflikterne løbende, og livet derhjemme bliver sværere og sværere. Jeg erfarer via nogle ældre veninder, at der findes et sted man få hjælp. Døgnkontakten er navnet på det sted, og der starter jeg så til nogle anonyme samtaler. En aften kulminerer det hele derhjemme, hvilket ender op i at jeg får en plads på Døgnkontakten, som er et sted man kan bo for en kortere periode. Jeg endte med at bo der i 5 måneder. Det blev hurtigt klart at jeg ikke længere kunne være hjemme, så derfor gik man i gang med at se efter et sted jeg kunne være. Som jeg har fået det fortalt, viste det sig at de havde fundet en gammel brochure for et opholdssted i Hundested. I Hundested??? Jeg skulle godt nok ikke til Hundested, og jeg husker tydeligt hvordan jeg forberedte mig på det første møde. Opholdsstedet hed Home, og var et sted for unge i alderen 14-18 år. På daværende tidspunkt var jeg 13 år. Mødet var planlagt til påsken, og jeg mødte op med rank ryg og en meget voksen mine. Jeg talte min sag og vi snakkede i godt og vel et par timer. Nu var jeg endelig fri – jeg havde holdt stilen som planlagt – jeg var virkelig stolt af mig selv. Men så skete det magiske, det der ikke måtte ske, men som alligevel skete. Jörun kom i det øjeblik vi var på vej afsted, og i hånden holdt hun et påskeæg. Lad det ikke være til mig bad jeg i mig selv, og da kigger hun på mig – rækker hånden ud til mig hvorpå hun siger ”Det er til dig, det er jo påske”. Det påskeæg blev en del af min skæbne. Jeg husker hvordan jeg græd, tårerne blev flere og flere, og synes som om de ingen ende ville tage. Jeg var jo bare en lille pige, med en alt for hård skal. Jeg var lykkelig for det påskeæg, og jeg husker det endnu. Lige som jeg husker alle de andre indtryk som blev indspillet den dag. Alt lige fra farverne på væggen til hvad ”de voksne” havde på til lysindfaldet i loftet og meget mere. Mit liv tog en drejning. Jeg flyttede ind kort efter. Jeg blev taget godt imod, alle var åbne og imødekommende unge som voksne. Al begyndelse er svær, og den første tid blev da også en udfordring, for os alle sammen. Der var mange grænser som skulle afprøves, men det var der også plads til ( dørene holder da vist endnu ). Hvad jeg kan se nu, har Home på mange måder været min platform og er det for så vidt stadig. Omsorg, kærlighed og tryghed er nøgleordene her. Dem som er så heldige at blive indviet i dette, ved at de er husket for altid. I Home findes nemlig ingen glemme-bog, og fortællingerne, minderne varer ved så længe vi lever. Du skal vide du er elsket ! Det samme fortæller jeg min datter, Home´s barnebarn, hver dag og det bliver man heldigvis aldrig for gammel til at høre. Det er vigtigt for mig at hun kender sin historie, hun skal vide hvor hun kommer fra og når hun engang bliver voksen har hun en historie som er hendes at viderebringe. Jeg håber at kunne give hende alt hvad jeg selv har lært gennem årene, på trods af at jeg stadig kun er et menneske, og mennesker kan fejle. Jeg ved i dag at min mor gjorde hvad hun kunne, og mere kan ingen forlange. Hun er her ikke mere, men hun lever for altid videre i mine erindringer på godt og ondt. Det var et stort tab at miste hende nu vi lige var begyndt, at lære hinanden bedre at kende.

Home er en stor del af min historie, Home er mit hjem. Til min store glæde er de mennesker jeg elsker og holder af her stadig, min familie og min base.