Indslusningsperioden vil altid være variabel i forhold til de mål, som er sat i den sociale handleplan, men vil normalt vare cirka tre måneder.
I denne periode fokuseres der i høj grad på en tillidsbaseret relationsdannelse mellem de voksne og den unge. Der vil til start være udpeget to eller flere voksne, som har dette særligt for øje, og som i høj grad vil stå til rådighed for forældre og familie. Der vil typisk være aftalt en ugentlig kontakt mellem de primære kontaktpædagoger og forældre.
De voksne vil hjælpe med den praktiske etablering af den unge i det nye værelse, og den unge vil på en omsorgsfuld måde blive indført i Homes almindelige hus- og leveregler. I starten af indslusningsfasen vil de voksne være ekstra meget sammen med den unge, og der vil være planlagt en arbejdstid for disse, som lever op til dette formål.
Skal den unge starte i et nyt tilbud, vil skoleforløbet blive startet langsomt op med særlig fokus på relationen mellem de nye lærere, klassekammerater og den unge. Der planlægges en ny testning af den unges nuværende faglige niveau udført af den valgte skole. Er den unge i forvejen i et skoletilbud, vil vi hurtigst muligt indlede et tæt samarbejde om den unge, så forløbet kan fortsætte og være med at skabe stabilitet og kontinuitet.
I dette indslusningsforløb vil der under supervision af pædagogiske og psykologiske (eventuelt psykiatriske) konsulenter blive forberedt en udviklingsplan for og med den unge. Planen vil typisk være gældende for det næste halve år.
… sådan var der ikke nogle der havde taget imod mig før. UNG