På baggrund af statusrapport, udviklingsplan og opfølgningsmøde forventer vi at anbringende kommune udarbejder en revideret social handleplan. Det er vigtigt for os, at forældre deltager i opfølgningsmødet, hvor de kan have indflydelse på revidering af handleplanen. Vi vil i de fleste tilfælde også anse det som nødvendigt, at den unge deltager i hele eller en del af opfølgningsmødet. Herefter vil udviklingsplanen være det redskab, som på baggrund af den overordnede handleplan styrer bearbejdnings- og stabiliseringsforløbet.
Udviklingsplanen laves i et procesorienteret, relationsbaseret og dialogisk samarbejde mellem den unge og dennes primære kontaktperson. I denne proces har den unge mulighed for at tage ansvar for egen udvikling. Den unge har hermed mulighed for selv at kunne definere egne mål og ønsker.
Der vil være planlagt en ugentlig samtale af dybere, evaluerende og støttende karakter mellem den unge og de primære kontaktpædagoger. Og der vil i forhold til hver familie laves individuelle aftaler om samtaler afstemt efter familiens behov.
For unge, som er anbragt i Home, vil det stort set altid være vigtigt at fokusere på styrkelse af jeg-følelsen, selvtillid og selvværd. Derudover vil udviklingsplanen skitsere, hvilke konkrete færdigheder, som skal forbedres i den kommende tid. Der vil blive lagt planer for hvilke fysiske, følelsesmæssige, sociale og faglige mål der ønskes nået.
Udviklingsplanen udarbejdes altid i et åbent, positivt og forandringsrettet sprog. Det vil sige, at den unge altid beskrives som en, der allerede kan noget og har potentiale til at flytte sig endnu mere.
Det pædagogiske personale superviseres af psykolog i forhold til den pædagogiske behandlings indsats. Der afholdes supervision med psykiatrisk perspektiv minimum seks gange årligt for hele personalet, og derudover aftales efter behov psykiatrisk supervision for kontaktpædagogerne.
.. uden jer havde jeg ikke fået alle de successer i mit liv.. Ung