Den gyldne tunnel

For at kende min historie, skal man gå 8 år tilbage i tiden. Tilbage til en tid med uvidenhed om lykke. Tilbage til en tid hvor jeg ikke vidste hvad kærlighed og omsorg er. Tilbage til en tid, til begyndelsen til noget helt vidunderligt.

Da jeg var 14 år, fik jeg af vide at mit daværende opholdsted ville lukke. Den næste information var, at mit nye postnummer ville blive 3390 Hundested. Allerede der vidste jeg at de følgende år ville blive anderledes. Jeg vidste ikke hvordan, men jeg glædede mig. En ting jeg husker tydeligt er, at jeg fik en kalender hvor jeg hurtigt satte en cirkel omkring 3390 Hundested. (I kalendere står der ofte en masse postnumre på de sidste sider).

Det var noget nyt som skulle ske og jeg ventede spændt. Det skal nævnes at jeg på det tidspunkt, boede på et opholdsted hvor de voksne ikke vidste hvordan man skulle hjælpe de unge. Det var jeg uvidende om på det tidspunkt, jeg havde jo endnu ikke prøvet andet.

Datoen kom hvor jeg skulle flytte. Jeg tog imod Morten med åbne arme og vidste at lige meget hvad der ville ske derefter, så ville det blive bedre end hvad jeg var vant til. Jeg kan huske at vi alle sad samlet ved spisebordet og drak kaffe med Kirsten og Olav. (Mine daværende plejeforældre). Kirsten kiggede flere gange skiftevis på Morten og så på mig, gav mig et blik som sagde, han er mærkværdig men nu skal du altså afsted med ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile indvendig, synes bare det var dejligt jeg skulle væk derfra. Vi pakkede bilen og sagde farvel. Kirsten kiggede på mig som om det var det værste der var hændt mig, at jeg skulle flytte derfra. Men hun vidste ikke bedre. Vi kørte derfra og jeg så ikke tilbage en eneste gang. Følelsen af lettelse og glæde voksede og jeg tror det er den bedste køretur jeg nogensinde har haft.

De første uger, ja måneder, var helt fantastiske. Jeg befandt mig i den 7. himmel og jeg tror aldrig jeg har følt sådan en stor følelse af lettelse og glæde før. Jeg var jo fri. Fri til at finde ud af hvem jeg var. Jeg måtte en masse ting som jeg ikke var vant til, bl.a. så noget som at spise og drikke når jeg ville og hvad jeg ville og jeg måtte have kontakt til familie og veninder. Jeg var lykkelig. Hver dag fløj af sted og jeg nød det simpelthen så meget.

Nu 8 år efter, bor jeg i Valby i min egen lejlighed, har god kontakt med min familie og mine veninder. Jeg er blevet bevidst om hvad lykke og ulykke er og ikke mindst bevidst om hvem der har hjulpet mig dertil hvor jeg er nu. Jeg er så taknemmelig for det ”Home” har gjort for mig og jeg ville ønske at enhver ung som har det svært, ville få muligheden for at komme dertil. Mine 5 år i ”Home”, har nok været de mest fantastiske og givende år i mit liv. Jeg har lært så meget og det er jeg så taknemmelig for.

Til slut vil jeg blot sige en tak til de voksne, som har hjulpet mig i tykt og tyndt. I har hjulpet mig så godt på vej og jeg tør ikke tænke på hvor jeg ville havde været uden jer. I er alle fantastiske og jeg elsker jer alle så langt ind i mit hjerte. Tak fordi jeg måtte fortælle min historie.