Home sweet home

Når jeg tænker tilbage på hvad der har været godt ved at bo på Home, er der specielt en faktor, der overordnet har været central og essentiel for mig. Det, at jeg har følt mig elsket og betydningsfuld for de mennesker, der omgav mig, tror jeg, har haft en enorm stor betydning for mig nu og dengang. Jeg oplevede, at ”de voksne” på Home udviste et stort engagement og en stor personlighed i arbejdet med os(de unge). Jeg kunne på en eller anden måde mærke, at jeg ikke bare var en i mængden, et opgave der skulle løses og sendes videre. Mit forhold til de voksne blev med tiden af personlig karakter. Det er måske netop pga. dette, at jeg aldrig har følt mig som et ”institutionsbarn”. Home var min anden familie. Jeg skulle ikke tage hjem til mine forældre hver weekend fordi ”de voksne” skulle have fri. Home var mit hjem og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved det. Nok var mit hjem ikke som alle andres. På trods af dette og den sorg der følger med ikke at føle sig helt ”normal”, mener jeg at have haft nogle betydelige fordele.

Jeg har i mine år på Home været omgivet af voksne der forstod, eller i det mindste prøvede at forstå. Voksne der ikke bare lyttede til mig, men som også selv havde lyst til at dele deres tanker, livs- kriser og betingelser med mig. Jeg kunne også bruges til noget og jeg oplevede ikke et kæmpe skel mellem ung og voksen – måske fordi de ikke fremstod som fejlfri og højtidelige pædagoger. Der var ikke så mange tys tys møder og kardex skrivning, som jeg ikke blev indviet i. De voksne der arbejdede på Home, kom der i deres fritid, og jeg følte helt klart at de kunne lide at være på arbejde. De kunne lide at være sammen med de unge. Der hang ikke en stor vagtplan på væggen – faktisk har jeg sjældent hørt ordet ”vagt” blive nævnt.

Der var selvfølgelig hus regler der skulle overholdes som madlavning, rengøring, vask og faste hjemkomsttidspunkter mv. Jeg synes dog, når jeg tænker tilbage, at der var en stor rummelighed i regelsætningen. Reglerne var ikke ubegrundede og der kunne gælde forskellige regler for os unge, hvilket førte til en gradvis selvstændiggørelse af den enkelte.

Home var et sted, hvor mange forskellige mennesker kom og gik. Der var altid plads til venner hvis de skulle have mad med og vi brugte tit musikrummet til fester med klassen og venner. Åbenheden var en naturlig del af Home og har været med til at skabe et hyggeligt hjem med plads alle. Man kunne grine og have det sjovt sammen og man kunne græde og være alvorlige.

På alle disse måder kom Home, på trods af betegnelsen ”opholdssted”, ikke til at fremstå som en institution. Kærligheden, rummeligheden, personligheden og åbenheden har været med til at skabe et hjem for mig, som jeg stadig i dag betragter som mit andet barndomshjem. Og det, i sig selv, siger da meget om kvaliteten af de ovenstående værdier.