Påskeægget

Der var engang en lille pige på blot tretten år. Den lille pige var ikke helt som andre piger på samme alder, for hun var en pige med et lille hoved fuld af tanker. Bekymringer og spekulationer var dagsorden i den lille piges hverdag. Angst og frygt hed den lille piges legekammerater, og sammen med dem tilbragte den lille pige mange timer. Det gode ved dem var at de altid ville lege, men dog synes den lille pige at de var al for tit på besøg. Ofte bad hun dem om at gå, men lige meget nyttede det for var jo altid en grund til at være der, sagde de. De havde lært den lille pige at lege. ” Hvem vil passe på mig? ” hed legen.

Den lille pige, ja… det er jo mig. Selvom det er så svært at skrive, er det jo sandt. Nu er jeg ikke så lille længere, kun en gang i mellem. I dag er jeg 26 år og har min egen familie. Angst og frygt må ikke lege med min datter har jeg bestemt, og i dag leger vi heller ikke længere, for nu er det mig der styrer legen ! Dette er hidtil en af de sværeste opgaver jeg er blevet stillet overfor, men jeg ved at denne historie må fortælles, for mit tilfælde er ikke enestående. Hvis bare halvdelen af de unge der i dag er anbragt er så heldige, at blive støttet som jeg blev, ville der være mange som kan skrive en god historie. Benny Andersen sagde engang at mennesket består af 90% vand, så i virkeligheden er vi kun bølger med arme og ben. Med disse ord fastslår jeg at jeg kun er et menneske, en historie, et navn, et nummer ligesom resten af verden. Må alle som læser dette føle, mærke, forstå og give videre.

Jeg glemmer aldrig mit første møde med Home.

De første 12 år af mit liv tilbragte jeg i mit hjem med min mor og far. Allerede fra jeg var helt lille blev min far syg, og min mor måtte derfor overtage de forretninger som min far havde bygget op. Da jeg var 8 år dør min far af hjertestop. Jeg fandt ham selv. Han lå i sin seng, og da jeg ville vække ham var han helt slap. Det blev mit første møde med døden. Jeg husker ham ikke så godt, men jeg besøger hans gravsted i Espergærde. Jeg ved han var en respekteret mand i sin omgangskreds, og den tanke prøver jeg at holde fast i. I min barndom var han en farlig mand, og ofte flygtede vi fra hans raseri, lige indtil han bad min mor om forsoning, og så startede det hele forfra. Jeg husker tydeligt min rolle som mægler, først sang jeg for den ene og dernæst for den anden, når de sad i hver deres ende og skændes. De ville bare aldrig høre. Således gik meget af min såkaldte barndom, og selvom jeg skreg om hjælp, var der ingen der lyttede, for alle der prøvede, fejede mine forældre af vejen. Disse følelser kan ikke beskrives med ord. Det var som at bo i et hus med spejle udenfor og vinduer indenfor. Jeg kunne stå og kigge ud på verden, men ingen kiggede ind på mig. I skrivende stund forundres jeg over hvor ondt det gør, at fortælle denne historie. Hjælp mig til at jeg må blive forstået.
Efter min fars død tilspidses konflikterne løbende, og livet derhjemme bliver sværere og sværere. Jeg erfarer via nogle ældre veninder, at der findes et sted man få hjælp. Døgnkontakten er navnet på det sted, og der starter jeg så til nogle anonyme samtaler. En aften kulminerer det hele derhjemme, hvilket ender op i at jeg får en plads på Døgnkontakten, som er et sted man kan bo for en kortere periode. Jeg endte med at bo der i 5 måneder. Det blev hurtigt klart at jeg ikke længere kunne være hjemme, så derfor gik man i gang med at se efter et sted jeg kunne være. Som jeg har fået det fortalt, viste det sig at de havde fundet en gammel brochure for et opholdssted i Hundested. I Hundested??? Jeg skulle godt nok ikke til Hundested, og jeg husker tydeligt hvordan jeg forberedte mig på det første møde. Opholdsstedet hed Home, og var et sted for unge i alderen 14-18 år. På daværende tidspunkt var jeg 13 år. Mødet var planlagt til påsken, og jeg mødte op med rank ryg og en meget voksen mine. Jeg talte min sag og vi snakkede i godt og vel et par timer. Nu var jeg endelig fri – jeg havde holdt stilen som planlagt – jeg var virkelig stolt af mig selv. Men så skete det magiske, det der ikke måtte ske, men som alligevel skete. Jörun kom i det øjeblik vi var på vej afsted, og i hånden holdt hun et påskeæg. Lad det ikke være til mig bad jeg i mig selv, og da kigger hun på mig – rækker hånden ud til mig hvorpå hun siger ”Det er til dig, det er jo påske”. Det påskeæg blev en del af min skæbne. Jeg husker hvordan jeg græd, tårerne blev flere og flere, og synes som om de ingen ende ville tage. Jeg var jo bare en lille pige, med en alt for hård skal. Jeg var lykkelig for det påskeæg, og jeg husker det endnu. Lige som jeg husker alle de andre indtryk som blev indspillet den dag. Alt lige fra farverne på væggen til hvad ”de voksne” havde på til lysindfaldet i loftet og meget mere. Mit liv tog en drejning. Jeg flyttede ind kort efter. Jeg blev taget godt imod, alle var åbne og imødekommende unge som voksne. Al begyndelse er svær, og den første tid blev da også en udfordring, for os alle sammen. Der var mange grænser som skulle afprøves, men det var der også plads til ( dørene holder da vist endnu ). Hvad jeg kan se nu, har Home på mange måder været min platform og er det for så vidt stadig. Omsorg, kærlighed og tryghed er nøgleordene her. Dem som er så heldige at blive indviet i dette, ved at de er husket for altid. I Home findes nemlig ingen glemme-bog, og fortællingerne, minderne varer ved så længe vi lever. Du skal vide du er elsket ! Det samme fortæller jeg min datter, Home´s barnebarn, hver dag og det bliver man heldigvis aldrig for gammel til at høre. Det er vigtigt for mig at hun kender sin historie, hun skal vide hvor hun kommer fra og når hun engang bliver voksen har hun en historie som er hendes at viderebringe. Jeg håber at kunne give hende alt hvad jeg selv har lært gennem årene, på trods af at jeg stadig kun er et menneske, og mennesker kan fejle. Jeg ved i dag at min mor gjorde hvad hun kunne, og mere kan ingen forlange. Hun er her ikke mere, men hun lever for altid videre i mine erindringer på godt og ondt. Det var et stort tab at miste hende nu vi lige var begyndt, at lære hinanden bedre at kende.

Home er en stor del af min historie, Home er mit hjem. Til min store glæde er de mennesker jeg elsker og holder af her stadig, min familie og min base.